Tjaa, det er jo nok naivt at tro at der er nogen der kigger forbi efter næsten et års stilstand, men når der er arbejde og træning der skal passes, må noget jo flyve... Nu har jeg dog bestemt mig for at forsøge at skrive lidt korte indlæg jævnligt og så gemme på de lange afhandlinger til særlige lejligheder (læs: når jeg har tid) selvom man jo gerne vil fortælle hele historien.

Sidste (forlængede) weekend stod på årets anden world cup event i Rättvik øst for Mora. Der er sgu´ godt nok langt op, men MTB-terrænet er meget cool - mange stier, sandet bund og ikke for store højdeforskelle.

Mellem, lang og stafet sagde programmet og vi startede ud med mellem i regnvejr i Leksand. Men som min far altid sagde "så er du heldig, for det slår alle tøsedrengene ud"! Jaja, men mine stort set glatte Fast Trak-dæk var ikke lige førstevalg på denne dag, men sådan blev det!

Jeg kom rigtig godt fra start på mellemdistancen. Jeg havde rigtig god fart i benene den dag og selvom der var rigeligt med vand nogen steder, havde sandet taget det værste, så stierne var tunge. Udmærket for mig. Jeg har hurtigt kontakt til både Jiri Hadril og Simon Seger, der startede hhv. 2 og 6 minutter før mig og efter 18 min. ser jeg også Beat Schaffner som startede 4 min. før mig. Det var et rigtig godt tegn.
Post 7 til 8 er et kort stræk, hvor man skal op til posten ad en sandet bakke. Jeg har Jiri og Simon bagved og Beat ganske kort foran, så jeg investerer et ordentligt tryk, for at komme helt op til Beat på det følgende stræk. Kæden knaser og er fyldt med sand og giver pludselig efter. Jeg ved godt hvad der er sket før jeg kigger ned, men det må bare være løgn, kæden er sat på i sidste uge, den er helt ny! Men sådan var det og da 10 speed-kæder ikke umiddelbart lader sig samle, har jeg heller ikke et ekstra led med. I stedet blev der råbt lidt eder og forbandelser ud i regnen på vej tilbage til stævnepladsen... Det er så ærgerligt at udgå med defekt og i mellemtiderne kan jeg se at jeg fører med over et minut da det sker. Jussi Laurila vinder i stedet.

Der skulle altså kompenseres på langdistancen! Fællesstart er efter min mening en hån mod orienteringssportens grundlæggende koncept, nemlig at skulle finde sin egen vej rundt til posterne, men hvis nogen ville hænge, skulle de ikke få det for let.
Det startede dog ikke så godt, det startede faktisk slet ikke, for kortene var skåret forkert og starten blev udsat til om eftermiddagen, når der var trykt nye kort. Lasse og jeg hentede derfor liggestole i hytten og slumretæpper fra bilen og satte os til rette mens vi så og hørte damernes langdistance, der var spændende hele vejen igennem fordi Rikke m.fl. hele tiden skiftede position i skoven. Det endte i et gevaldigt spurtopgør hvor Rikke blev nr. tre. 
Kl. 15 røg vi så afsted. Det første der gik op for en var at kortet var totalt ulæseligt. Mange stier og kuredetaljer på 1:20.000 og derpå et kringlet og svagt banetryk. Stop og læs! Men man blev nærmest ikke klogere af det. Det var kaos til etteren. De første 7 poster var ugaflede og 60 mand stormede igennem skoven (man må køre i terrænet i Sverige) mod to SI-enheder. Jeg var langt tilbage fordi jeg havde taget mig tid til at (forsøge at) læse kortet ordentligt, men det var ikke lykkes. Konsekvensen blev at jeg tog et stort udenomsvejvalg til toeren, hvilket næsten hele feltet havde konkluderet var det smarteste. På et to km lige grusvejsstykke fik jeg kørt mig i front og forsøgte at presse tempoet. Stibilledet var noget mere enkelt i den del af skoven hvor post 2-18 stod og jeg føler at jeg havde ro til at orientere. Nede bagved begyndte folk at falde af og til post 5 hvor vi vender og kører tilbage igen, kan jeg se at vi er 5-6 mand der har hul. Finnerne virker helt afklarede med at de bare ligger bagved og lurer. De er alle gode teknikkere både på cyklen og på kortet og jeg ved de bare venter på mine fejl. Anderledes forholder det sig med Marek Pospisek (tjekke). Han er stærk på cyklen og modsat de andre, ikke bange for at yde en indsats. Han rykker et par gange forbi og sætter tempoet i et minuts tid, før tempoet lige så stille falder igen. Helt anderledes igen forholder det sig med Luca Dallavalle (Italiener). Han er ikke med på kortet og laver ikke en skid!
Da vi rammer første butterfly føler jeg at jeg er godt med på kortet. Jeg har læst hele første sløjfe og gennemfører den, med en enkelt undtagelse, fint. Men på anden sløjfe går det galt. Jeg vælger at køre bagud af posten for a få en sti tilbage til butterfly-centrum, men kører for lang og er pludselig ude i et to-minutters udenomsvejvalg (bom). Jeg ved det ret præcist, for de andre kommer drønende i modløb på vej videre, hvor jeg skal tilbage til samleposten først. Men der er kun én ting der virker og det er at presse på. Der er 3-4 ret enkle stræk retur sydpå til den anden butterfly og jeg SKAL hente tid her. Jeg satser med stor konsekvens på at løbe igennem terrænet et sted og presser max på de tekniske stykker. To poster senere har jeg kontakt, men Marek er stukket af fra Anton Foliforov, Jiri Hadril og Luca Dallavalle. Jeg har dermed førstevalg på langstrækket til anden butterfly-post og vælger et hurtigt kørt højrevejvalg, men med en lidt snoet sektion over en bro midtpå. Netop i denne sektion mister jeg halen, hvilket jeg egentlig ser som et godt tegn. Problemet er bare at de har set en bro under en højspændingsledning, som jeg ikke har set på grund af det næsten ulæselige kort. Da jeg nærmer mig posten, er der pludselig 6-7 mand foran igen!
Jeg får min første sløjfe helt for mig selv og bommer omkring et halvt minut. Anden sløjfe kører jeg langsommere og mere kontrolleret. Da jeg kommer tilbage til samleposten er toget lige kørt. og bagest hænger Luca Dallavalle. Jeg ved han ikke læser kort, for han har mistet sit kortbord og kører med kortet skiftevis i munden og sammenkrøllet i hånden!
Der er få poster hjem og jeg forbereder mig på et spurtopgør som det skete hos damerne tidligere på dagen. Tempoet er højt og jeg kommer først op til toget halvvejs på strækket. Finnerne og Anton Foliforov er i front ned af en teknisk nedkørsel og stopper pludselig op. Det er umuligt at komme forbi, så jeg mere eller mindre tvinges til at tage et læse-stop. Jeg ved at vi skal en anelse frem og til venstre, men da feltet bevæger sig, kører de ligeud!!! Fint med mig. Jeg drejer alene til venstre og kører de sidste tre poster til mål alene!           

Nu blev det jo en længere afhandling igen! Stafetten følger.

Mellemdistancen - det var lige vejr til en defekt!

Herrenes fællesstart på lang

Podiet til stafet

Det er en irriterende fornemmelse - som om man har vundet noget der ikke er værd at vinde. Noget der tærer på ens kvote af sejre, uden rigtig at give noget igen. Noget jeg dog har vundet er retten til den favorable startposition sidst i morgendagens langdistance. Jeg må så glæde mig over ikke at have tæret på min kvote af fejlfrie løb, for det var gårsdagens kvalifikationsløb ikke.
Banen ser fra start meget ukompliceret ud og straks melder tanken sig; den her bane kan ALLE køre hurtigt, så en masse ryttere vil tage chancen og fyre den blibdt af, for at nå med i A-finalen. Som løbet skrider frem bliver strækkene dog mere uoverskuelige og pludselig finder jeg mig selv i gang med at udføre nogen alt for knudrede vejvalg og ikke køre sikkert og enkelt som planlagt. Nogen af valgene får mig f.eks. ud på små utydelige stier med tornekrat og dermed øget punkteringsrisiko. På et tidspunkt henter jeg også en tydeligt frustreret Tönis Erm (Estland) med et fladt bagdæk. Han kører uden slanger og har derfor ikke mulighed for selv at klare sin punktering. Jeg stopper og giver ham min CO2-patron og tænker først senere på at jeg nu selv er prisgivet hvis jeg er uheldig at punktere... Heldigvis går jeg fri af uheld og kan køre ind til en sejr i mit heat - så meget for den nervøsitet...

I dag tog Lasse og jeg så turen til toppen af Serra Do Larouco for at nyde udsigten ud over hele regionen. De 500 højdemeter kommer lige tilbage til en når man vender vyklen og kører ned ad de snoede grusveje - det er bare fedt at køre nedad:-)
Nu er cyklerne så vasket og klargjort til lang i morgen og i morgen er det juleaften...

/E

Det startede sådan set rigtig godt med lidt overskyet vejr og tålelige temperaturer. Lasses specialnøgle var i baglommen hvis min krank igen skulle finde på at desintegrere og en hård bane med mange højdemeter lå sådan set fint til mig. Jeg lægger da også ud med en strækvinder til etteren der bare ligger HØJT oppe ad en skrænt. I det hele taget var den første del af banen utroligt fysisk krævende og man måtte tage sig selv i nakken for at holde presset.
Bedst som det flader ud og der begynder at komme lidt flow i det ved post tre sker der det der er møgirriterende og skide dyrt. På vej op ad en jævn bakke, uden særlig høj fart rammer mit forhjul en sten i græsset og jeg lægger mig på siden. Nå, tænker jeg og kommer på benene. Det var da irriterende, men egentlig meget udramatisk og harmløst - det gik jo relativt langsomt, så jeg må videre... Det er så her jeg opdager mit højre bremsegreb der hænger og dasker nede ved forhjulet - det er simpelt hen knækket af! Hvordan fanden man kan være så uheldig fatter jeg stadig ikke. Jeg har lavet stunts i en halt anden klasse som min cykel er sluppet stort set uskadt fra og så knækker lortet fandme ved sådan et lille fesent vælte-snuble-fumle-fald. Først håber man at kunne bruge bremsen lidt ved at holde den i hånden, men det er helt umuligt og i stedet binder jeg den væk under kortbordet og forbereder mig mentalt på at køre en mellemdistance med omkring 700 meters downhill - kun med forbremse...
Det går sådan set relativt smertefrit de næste par stræk som er rimeligt flade eller stiger, men så går det ned ad bakke... Vejene er både stenede og med partier med løst grus. Et par gange er det ved at gå galt og et par gange GÅR det galt. Jeg kommer gennem de værste stykker, men med betragtelige tidstab og lidt mindre hus på arme og ben.
De sidste par stræk går ned gennem Montalegre og de to sidste står helt uproblematiske steder med frit udsyn for publikum. Jeg får mig presset over stregen til en femteplads - og lige umiddelbart er det sgu´ ikke så ringe tænker jeg. To sekunder efter får jeg så at vide at jeg mangler klip på andensidste post, som alle i øvrigt kan se at jeg klipper. Min første indskydelse er selvfølgelig at klippet må være i enheden, som bare ikke har nået at sende til brikken, men flere kan fortælle at den højre af enhederne ved posten med nr. 70 ikke virker. Jeg klipper netop den højre samtidig med at en portugiser klipper den venstre og hører dermed et bip. Det var bare ikke fra min post...
Rigtig irriterende bliver det så da jeg bliver hevet direkte til dopingkontrol og skal sidde der og blomstre i næsten to timer og går glip af både frokost og Rikkes tur på skamlen. Det var bare SÅ ærgerligt!

...og som om det ikke var nok, så måtte jeg en tur til Chaves 40 km væk for at blive bonnet 1500 kr. for et nyt bremsegreb... Nogen gange drømmer man sig sgu´ tilbage til dagene hvor et par forrevne trimtex-bukser og udtrådte Jalas´er var alt hvad det krævede at være med...

Heldigvis ender dagen på en lille hyggelig restaurant i Montalegre, med det bedste måltid vi har fået endnu hernede - så Rikke blev fejret alligevel:-)

Juniorerne var så uheldige at deres bane blev annuleret, da en post stod forkert. Rasmus Søgaard havde ellers kørt sig til en kanon 3.-plads - det er sgu´ surt show! Nu forlyder det at morgendagens lang kvalifikation bliver lavet om til VM Mellem...

Bjarke og Lasse havde et par veritable lortedage. Fysiske, o-tekniske og mekaniske problemer får dem begge tilat tage den tunge beslutning at udgå. De kommer tilbage... Michael Sommer kørte hæderligt og ender 32.

/E