Bjarke og jeg har været til TransAlp (16/7 - 23/7) og det var en vild tur.

1. etape, Mittenwald-Weerberg, 95 km, 2336 hm
Erik oplevde i 2009 at stå klar på startstregen i Mittenwald på nordsiden af Alperne, for at få at vide at der var faldet 30 cm sne i passene i løbet af natten og første etape måtte aflyses. Sådan gik det heldigvis ikke denne gang og vi fik lov til at nyde alle 2336 højdemeter til Weerberg.
Første etape er altid spændende, for man skal lige måle lårbasser med de andre hold og finde sin plads i feltet. Det giver egentlig meget sig selv når det begynder at gå RIGTIGT opad, for så bliver hver rytters grænse synlig for enhver... Vi endte som nr. 19 efter førstedagen, hvilket vi var godt tilfreds med, blot med den undtagelse at et enkelt mix-hold sneg sig foran, nemlig Team Rocky Mountain med tidligere TransAlp-vinder Carsten Bresser og europamester i MTB Maraton 2011, Pia Sundstedt...

2. etape, Weerberg-Mayrhofen, 68 km, 2911 hm
Kød er tungt! Danskernes lårbasser kan godt lide stigningsprocenter på op til 8, men når det bliver over 10-12% må vi erkende at de små drenge (og piger!!!) kører fra os. Det var en hård etape hvor der skulle graves dybt for at kommer over toppene. En etape-placering som nr. 29 holdt os dog inde i den eksklusive startgruppe der bl.a. tæller herrehold med en samlet placering som nr. 1-25 - vi ligger pt. nr. 24...

3. etape, Mayrhofen-Brixen, 94 km, 2154 hm
2150 højdemeter men kun én reel bakke! Det var regnvejr og 10 grader på startlinjen i Mayrhofen i 650m højde og vi var da godt nok de eneste der havde valgt at stille til start i korte ærmer og bukser... Temperaturen faldt da også stødt til omkring 0 grader da vi toppede Pfitscherjoch i 2230m og kørte ned i Italien. Det var i øvrigt en rigtig god etape for os. Stigningen var relativt jævn over de første 31 km, og sluttede af med et længere teknisk og kun delvist kørbart, stenet og tilsneet spor, hvor vi satte en del hold på simpelt hen at løbe med vores cykler. Mange hold knækkede halsen i den våde sne og de kolde vandløb. Jeg kunne da godt nok ikke mærke mine fingre en overgang, men for fanden det var fedt! De sidste 2/3 af dagens etape faldt stødt ned mod Brixen og Erik fik lov at arbejde med tempoet oppe foran. Da vi nåede bunden havde vi hentet tre andre hold, som vi kørte i mål sammen med som nr. 19-22. Vi blev noteret som nr. 21.

Vi blev inlogeret på Vandrerhjem i Brixen kun 100m fra start/mål og fik stængerne i vejret efter en kanon dag hvor vi fik lov at føle os lidt stærke, efter en led omgang dagen før. To værelser væk lå Husted og Snerling (hhv. Martin & Ebbe) eller PokerUni-drengene. De blitzede alle og rykkede i mål som nr. 72 på dagens etape og rykkede ind i den eksklusive top-100, som nr. 95 samlet. Det giver privilegier som f.eks. at kunne starte i startgruppe B og dermed spare sig for en masse skubben og masen i starten, når 1100 ryttere forsøger at komme først ud af boksen. I morgen venter turens nok hårdeste etape med over 3400 hm på 72 km. Er den danskervenlig? Naaargh...

4. etape, Brixen-St. Vigil, 72 km, 3504 hm
Man skal ikke lade sig narre af den relativt korte distance, det der betyder noget er højdemeterne og dem var der nok af! Måske lidt for mange hvis man spørger Bjarke. Det var i hvert fald dagen hvor han måtte grave rigtigt dybt for at overvinde strabadserne. Erik var desuden lige en tur i gruset på sidste nedkørsel, med en noget øm højre hofte til følge.
Der blev givet et skub eller to på etapen og vi blev kendt i feltet som ”The Danish Machine and his Suffering Partner”. En dagsplacering som nr. 32 gav os desværre sparket ud af den eksklusive startgruppe A:-(

5. etape, St. Vigil-Alleghe, afkortet til 47 km, 1650 hm
Det var lortevejr fra morgenstunden. Regnvejr og koldt, men det gjorde det blot nemmere at snige sig ind forrest i startgruppe B, eftersom alle blot havde efterladt deres cykler i startboksen og i stedet stod i læ under de nærliggende caféers baldakiner.
Ruten skulle toppe løbets højeste punkt på 2400m, men da der var faldet for meget sne deroppe, blev ruten afkortet. Temmelig surt, for det skulle have været en af de smukkeste etaper...
Der var ro på feltet fra morgenstunden og efter gårsdagens nærdøds-oplevelse, fik Bjarke lov til at styre tempoet på første stigning der endte på Limojoch, hvor det sneede og var under frysepunktet. En vild, stenet nedkørsel fulgte, hvor vi blev så frosne, at næste opkørsel kom som en lettelse. Endelig kunne man få varmen igen... På et tidspunkt var jeg overbevist om at min forbremse var klappet sammen, men det viste sig at jeg blot havde tabt grebet med pegefingeren og sad og klemte om styret i stedet. Mine fingre var bare så kolde og følelsesløse at jeg ikke anede det!!! Efter etapen føltes det nærmest som en hviledag, selvom vi blev nr. 21 og kørte os i A-gruppen igen. Ubehagelig dag, men danskervenlig:-)

6. etape, Alleghe-San Martino di Castrozza, 73 km, 3156 hm
På papiret var dagens etape løbets næst-hårdeste, med 3156 højdemeter. Belært af fjerde etapes kvaler, lagde vi roligere ud og åd i stedet en del hold, der gik ned i tempo undervejs. Højdemeterne var i dag fordelt over mange relativt korte opkørsler på max. 600 hm ad gangen, hvilket nok lå bedre til os. Da vi nåede dagens sidste opkørsel, der med en stigning på omkring 7-9% lå godt til os, nærmest fløj Bjarke i hvert fald op over den og vi kunne bryde hastighedsrekorden ned til San Martino på en af de hurtigste nedkørsler vi har kørt – 83 km/t.

7-8.etape, San Martino di Castrozza - Trento- Riva del Garda
Løbets længste etape på 123 km, men en etape der på papiret så ud til at ligge godt til os. Det lykkedes os fint at fastholde vores top-25 position og faktisk forbedre den en smule.
Løbets sidste etape var fra Trento til Riva del Garda. Et par lede stigninger fra morgenen af og så ellers sømmet i bund og kæden ud til højre ind mod Riva...

Overordnet en rigtig fed oplevelse, som gav en samlet 20.-plads, hvilket vi kun kan være fint tilfreds med.

/E

23.06.2011

I går aftes tog Rikke, Bjarke og jeg turen til Kolding for at køre WeBike Cup i Mariendal. Vejrudsigten sagde regn og hvis jeg lærte noget i Vejle for 14 dage siden, er det at sommerregn er lige så svært at forudse som Silvio Berlusconis næste tåbelige handling. Min erfaring fra Shimano Ligaen i Kolding sidste år, styrkede heller ikke ligefrem troen på at ruten ville være tør, der gik det hele op i mudder og defekter. Jeg tog altså alu-cyklen med til Kolding, men det havde nu ikke været nødvendigt.

MTB Kolding havde lavet en rigtig fin runde, med en del single track og flere tekniske passager. På grund af vejret der holdt fint tørt, var runden virkelig hurtig. Det udnyttede Niels Rasmussen lige fra start, ved nærmest at eksplodere af sted med Jacob Bering og Kenneth Hansen på hjul. Jeg lagde mig i læ bag Bachmann det første stykke, men da Allan ikke havde nået en prøveomgang, måtte jeg forbi før de tekniske stykker begyndte. Jeg kørte ret hurtigt Kenneth som muligvis havde tekniske problemer ind og lige efter første runde mødte jeg Jacob, der kom gående i modsat retning med en defekt cykel. Hmm, træls at have mistet kontakten til Niels, nå jeg nu lå toer!

Sådan lå jeg så og kørte mine 5 omgange helt alene, uden nogen at se hverken for- eller bagude, men det var en rigtig fed runde, så bestemt turen til Kolding værd. Tak for det MTB Kolding.

/E

Sidste (forlængede) weekend stod på årets anden world cup event i Rättvik øst for Mora. Der er sgu´ godt nok langt op, men MTB-terrænet er meget cool - mange stier, sandet bund og ikke for store højdeforskelle.

Mellem, lang og stafet sagde programmet og vi startede ud med mellem i regnvejr i Leksand. Men som min far altid sagde "så er du heldig, for det slår alle tøsedrengene ud"! Jaja, men mine stort set glatte Fast Trak-dæk var ikke lige førstevalg på denne dag, men sådan blev det!

Jeg kom rigtig godt fra start på mellemdistancen. Jeg havde rigtig god fart i benene den dag og selvom der var rigeligt med vand nogen steder, havde sandet taget det værste, så stierne var tunge. Udmærket for mig. Jeg har hurtigt kontakt til både Jiri Hadril og Simon Seger, der startede hhv. 2 og 6 minutter før mig og efter 18 min. ser jeg også Beat Schaffner som startede 4 min. før mig. Det var et rigtig godt tegn.
Post 7 til 8 er et kort stræk, hvor man skal op til posten ad en sandet bakke. Jeg har Jiri og Simon bagved og Beat ganske kort foran, så jeg investerer et ordentligt tryk, for at komme helt op til Beat på det følgende stræk. Kæden knaser og er fyldt med sand og giver pludselig efter. Jeg ved godt hvad der er sket før jeg kigger ned, men det må bare være løgn, kæden er sat på i sidste uge, den er helt ny! Men sådan var det og da 10 speed-kæder ikke umiddelbart lader sig samle, har jeg heller ikke et ekstra led med. I stedet blev der råbt lidt eder og forbandelser ud i regnen på vej tilbage til stævnepladsen... Det er så ærgerligt at udgå med defekt og i mellemtiderne kan jeg se at jeg fører med over et minut da det sker. Jussi Laurila vinder i stedet.

Der skulle altså kompenseres på langdistancen! Fællesstart er efter min mening en hån mod orienteringssportens grundlæggende koncept, nemlig at skulle finde sin egen vej rundt til posterne, men hvis nogen ville hænge, skulle de ikke få det for let.
Det startede dog ikke så godt, det startede faktisk slet ikke, for kortene var skåret forkert og starten blev udsat til om eftermiddagen, når der var trykt nye kort. Lasse og jeg hentede derfor liggestole i hytten og slumretæpper fra bilen og satte os til rette mens vi så og hørte damernes langdistance, der var spændende hele vejen igennem fordi Rikke m.fl. hele tiden skiftede position i skoven. Det endte i et gevaldigt spurtopgør hvor Rikke blev nr. tre. 
Kl. 15 røg vi så afsted. Det første der gik op for en var at kortet var totalt ulæseligt. Mange stier og kuredetaljer på 1:20.000 og derpå et kringlet og svagt banetryk. Stop og læs! Men man blev nærmest ikke klogere af det. Det var kaos til etteren. De første 7 poster var ugaflede og 60 mand stormede igennem skoven (man må køre i terrænet i Sverige) mod to SI-enheder. Jeg var langt tilbage fordi jeg havde taget mig tid til at (forsøge at) læse kortet ordentligt, men det var ikke lykkes. Konsekvensen blev at jeg tog et stort udenomsvejvalg til toeren, hvilket næsten hele feltet havde konkluderet var det smarteste. På et to km lige grusvejsstykke fik jeg kørt mig i front og forsøgte at presse tempoet. Stibilledet var noget mere enkelt i den del af skoven hvor post 2-18 stod og jeg føler at jeg havde ro til at orientere. Nede bagved begyndte folk at falde af og til post 5 hvor vi vender og kører tilbage igen, kan jeg se at vi er 5-6 mand der har hul. Finnerne virker helt afklarede med at de bare ligger bagved og lurer. De er alle gode teknikkere både på cyklen og på kortet og jeg ved de bare venter på mine fejl. Anderledes forholder det sig med Marek Pospisek (tjekke). Han er stærk på cyklen og modsat de andre, ikke bange for at yde en indsats. Han rykker et par gange forbi og sætter tempoet i et minuts tid, før tempoet lige så stille falder igen. Helt anderledes igen forholder det sig med Luca Dallavalle (Italiener). Han er ikke med på kortet og laver ikke en skid!
Da vi rammer første butterfly føler jeg at jeg er godt med på kortet. Jeg har læst hele første sløjfe og gennemfører den, med en enkelt undtagelse, fint. Men på anden sløjfe går det galt. Jeg vælger at køre bagud af posten for a få en sti tilbage til butterfly-centrum, men kører for lang og er pludselig ude i et to-minutters udenomsvejvalg (bom). Jeg ved det ret præcist, for de andre kommer drønende i modløb på vej videre, hvor jeg skal tilbage til samleposten først. Men der er kun én ting der virker og det er at presse på. Der er 3-4 ret enkle stræk retur sydpå til den anden butterfly og jeg SKAL hente tid her. Jeg satser med stor konsekvens på at løbe igennem terrænet et sted og presser max på de tekniske stykker. To poster senere har jeg kontakt, men Marek er stukket af fra Anton Foliforov, Jiri Hadril og Luca Dallavalle. Jeg har dermed førstevalg på langstrækket til anden butterfly-post og vælger et hurtigt kørt højrevejvalg, men med en lidt snoet sektion over en bro midtpå. Netop i denne sektion mister jeg halen, hvilket jeg egentlig ser som et godt tegn. Problemet er bare at de har set en bro under en højspændingsledning, som jeg ikke har set på grund af det næsten ulæselige kort. Da jeg nærmer mig posten, er der pludselig 6-7 mand foran igen!
Jeg får min første sløjfe helt for mig selv og bommer omkring et halvt minut. Anden sløjfe kører jeg langsommere og mere kontrolleret. Da jeg kommer tilbage til samleposten er toget lige kørt. og bagest hænger Luca Dallavalle. Jeg ved han ikke læser kort, for han har mistet sit kortbord og kører med kortet skiftevis i munden og sammenkrøllet i hånden!
Der er få poster hjem og jeg forbereder mig på et spurtopgør som det skete hos damerne tidligere på dagen. Tempoet er højt og jeg kommer først op til toget halvvejs på strækket. Finnerne og Anton Foliforov er i front ned af en teknisk nedkørsel og stopper pludselig op. Det er umuligt at komme forbi, så jeg mere eller mindre tvinges til at tage et læse-stop. Jeg ved at vi skal en anelse frem og til venstre, men da feltet bevæger sig, kører de ligeud!!! Fint med mig. Jeg drejer alene til venstre og kører de sidste tre poster til mål alene!           

Nu blev det jo en længere afhandling igen! Stafetten følger.

Mellemdistancen - det var lige vejr til en defekt!

Herrenes fællesstart på lang

Podiet til stafet

/E

/E

Som en af de eneste discipliner ville sprinten komme til at foregå i nogenlunde tålelige varmegrader for alle. Med alle starter afviklet før kl. 11, ville middagsheden simpelt hen ikke nå at få ordentligt fat før alle var startet. Til gengæld måtte vi tidligt op for at indfinde os i startkarantænezonen før 8.30. Efter dette tidspunkt ville byen nemlig blive spærret for trafik og postudsætningen ville begynde.
Det helt lukkede stadion fungerede som en effektiv isolationszone, så når man blev sluppet ud i byens snævre gader, var det som at blive sluppet ud på en lukket racerbane. Det var fedt! Venstre rundt i rundkørsler, over pladser og torve, ned ad trapper og over broer. Der var udstationeret trafikvagter over alt, så det var bare at klemme på. Banens forløb var meget som vi havde forventet, men uden de temposkift som vi havde snakket om. Strækkene var stort set samme længde og gjorde det lettere at opnå et stabilt flow i orienteringen. Jeg er egentlig godt ude af hullerne uden at forcere, men på et tidspunkt overser jeg et (mentalt) rødt lys og kigger ned i kortet lige som jeg kører forbi den lille gyde jeg skal ned af. Yderligere et par tidstab gør at jeg kommer ind godt et minut efter Adrian Jackson der vinder for andet år i træk. Mine tidstab beløber sig til omkring 1:45 - alt for meget på en sprint og jeg ender som 5´er.
Egentlig havde jeg et godt løb syntes jeg og uden mulighed for rigtigt at trykke igennem, er jeg egentlig godt tilfreds med min podieplads.

Bjarke og Lasse er begge rigtig godt med helt frem til tredjesidste og andensidste post, hvor de hver især mister over et minut på de to skumle poster som er placeret hhv. ovenfor og nedenfor høje mure - ærgerligt.

Rikke kører et OK løb, men også med en del mindre tidstab og ender som 6´er.

Dagens helt var dog Andreas Konring der tog en sølvmedalje i junior-rækken - så der kom alligevel danske flag på skamlerne.

/E

Her i eftermiddags kørte vi en tur ind til Chaves hvor der skal køres sprint for at se et par af de tricky områder lidt ud. De bratte niveauforskelle gør at der mange steder i byen er trapper og bulletin 4 siger at vi skal køre over 150 højdemeter på sprinten - det er relativt meget, så det kan godt betyde noget om man skal løbe eller cykle dem. Konklusionen er at man mange steder skal overveje at køre udenom, for at holde fart i cyklen og "glide" ind i posterne. Heldigvis har arrangørerne valgt at spærre hele bymidten af søndag morgen og ophæve ensretningerne for os, så der kan køres til uden at skulle frygte et frontalt sammenstød med en lastbil eller motorcykel i de smalle gader.

En del af banen kommer til at kringle sig rundt i de små snævre gader i det historiske centrum og en anden del omkring et gammelt fæstningsanlæg - under alle omstændigheder tegner det til at der er helt styr på både sikkerheden og arrangementet som helhed - vi glæder os...

/E

I går trillede Rikke og jeg ud på en kort tur lidt over ti, i mere tålelige varmegrader. Vi fandt os en moto cross-bane og lidt bakker og fik kørt benene lidt igennem inden hele flokken tog på tur ind til Porto for at hente Michael Sommer, gå en tur på stranden og prøvesmage de unikke dråber ved de gamle udskibningssteder langs floden i Portos bymidte.

I dag står den på o-intervaller i træningsterrænet omkring Boticas. Mere om det senere...

/E

Grusvejen slyngede sig med moderat stigning op ad det helt eksponerede bjerg. Enkelte stejle og sandede partier, gjorde turen hård i passager, men varmen var den altovervejende belastning. Specielt da vi kommer om på nordsiden af toppen og luften pludselig står helt stille!

Efter 20 min. på kanten af det røde felt når Søgaard og jeg toppen og kan nyde udsigten ud over hele regionen og vi kan se til Spanien, der ligger på den anden side af den næste bjergkam. Se lige udsigten fra toppen - det er sgu´ et flot område det nordlige Portugal:-)

Teknisk time out

Terrænet hernede er hårdt ved udstyret. Specielt bremser, hjul og dæk lider under de støvede og stenede forhold. I går måtte vi konstatere at Bergmanns baghjul trænger til en opretning, Bjarkes forhjul har sprunget en eger, Lasses krankboks er mere eller mindre stået af og Rikke skal have nyt bagdæk. Heldigvis er der gode cykelbutikker/mekanikere i området - som f.eks. ham der på en time lige drejede et geardrop (den del bagskifteren hænger fast på stellet med) til Lasses Ridley af et Scott-drop!

I dag er Bjarke og Bergmann kørt i forvejen ind til Chaves for at få deres cykel-problemer løst - vi andre følger efter senere for at gå en tur rundt i byen. Arrangørerne har nemlig valgt den lidt specielle løsning at åbne løbsterrænet for kørende OG GÅENDE trafik - dvs. vi må færdes i sprint-terrænet, bare ikke på cykel! En noget uforståelig løsning som i mine øjne hverken fremmer fairness eller anseelsen af sprinten som o-disciplin, men sådan er det. Australierne har f.eks. valgt at bo i Chaves i ugen op til løbet, hvilket vi nok må erkende giver dem en fordel på søndag, men vi kunne jo bare have gjort det samme - hmmm....

...og så ryger der lige et stort TILLYKKE afsted til de nykårede juniorverdensmestre derhjemme - det er bare så flot Ida og Rasmus. Vi skal gøre vores bedste for at supplere med mere metal til statistikkerne hernede når det starter på søndag... Gi´ den gas!

/E